Tekst: Klaus Bering

”Frisenborg Explorer” hedder arrangementet rigtigt, og det er et såkaldt Game Fair, hvor forbilledet er de store engelske Game Fairs, som er et udendørs salgs- event- og aktivitetsarrangement . Det hele foregik den 21-22 august 2010 omkring Frijsenborg Slot ved Hammel. Det er 8 år i træk at Frijsenborg Explorer afholdtes. Dog var det de første år noget helt andet – nemlig et mountainbike cykelløb……

Frisenborg Explorer drejer om emnerne jagt, hund, hest og sportsfiskeri………og så er det da helt oplagt at have Rolls’er og Bentley’er med……… J

Sammenkoblingen var vist det med de store engelske Game Fairs, hvor arrangørerne synes, at man ville pifte alsidigheden lidt op ved at indforskrive nogle engelske klassiske køretøjer.
DVMC (Dansk Vintage Motor Club) som stod for bil-delen havde kontaktet RREC, Jaguar- klubben og Morgan-folkene, og spurgt om vi ville repræsentere vore mærker både lørdag og søndag mellem kl. 9.30 og 16.

Vi mødte op med 6 Rolls’er og 1 Bentley som fordelte sig med 4 biler lørdag og 6 søndag. Derudover var der 3 Jaguarer og 2 Morganer.

Vi havde en pavillon med og nogle flagstænger og lidt reklamemateriale, så det alt i alt så lidt prof ud. Pavillonen fik vi god brug for lørdag, hvor der kom et par heftige regnbyger. Søndag var det derimod det skønneste vejr. Begge dage hyggede vi os med snak både med hinanden, og med de ret mange gæster som kiggede forbi.

Vi havde den perfekte plads lige foran slottet, hvor plænen, som var en nedlagt tennisbane, sugede alt regnen. Resten af arrangementet var ikke så heldig. Det forgik i 5-10 cm mudder over det hele, og det fik vi at mærke, når vi skulle ned og spise, den i øvrigt lækre gratis frokost buffet, som vi fik.

Natten mellem lørdag og søndag kom der endnu mere regn, så gummistøvlerne kom på arbejde, når vi skulle igennem 10-15 cm vand inde i teltet, for at komme hen til de lune deller og pastasalaten. Man kunne fristes til at sige ”men pyt”…..

Alt i alt var det nu meget hyggeligt i gode klubkollegers samvær, og der havde vist været omkring 6.000 besøgende til arrangementet (så mange så vi heldigvis ikke hos os). Det hele sluttede med, at hver bil fik en fine købmandskurv, som tak for hjælpen fra arrangørerne.