Tekst & Billeder: Preben Pedersen.
I år var vi aktive deltagere i Motorhistorisk Dag i Lyndby ved Isefjorden – en lille by vi normalt bare kører igennem. Men denne lille by rummer en masse attraktioner vi her fik øjnene op for – og vi oplevede en by ”på den anden ende” i et fælles projekt. Der var vikingeskibssejlads, brugtbilsalg flankeret af flotte kunstværker, pandekagebager etc. og ikke mindst hundreder af interessante veteranbiler. Desværre oplevede vi 14 deltagende Rolls-Royce og Bentley’s også en regnfuld formiddag – men holdt humøret højt alligevel.

Herfra kørte vi sidst på eftermiddagen til Audebo Pumpestation hvor vi fik en rundtur og et særdeles interessant foredrag om hele Lammefjordens tilblivelse. På vor videre vej til Fårevejle Golf Hotel måtte vi lige gøre et stop og bestige Audebo dæmningen og have et kig ud over den blikstille Lammefjord. På hotellet, indkvartering i dejlige lyse værelser, efterfulgt af velkomstdrink og en 5 retters fantastisk vildt menu. Vi kunne ikke danse på de bonede gulve – men på et tæppe med motiv af hele Lammefjorden og områdets små byer.

Søndag morgen havde vi formået at få Fårevejle Kirke åbnet for de morgenfriske. At få et blik på en udsædvanlig flot altertavle var så belønningen. På vor videre færd til Dragsholm Slot, hvor Henrik levende fortalte en masse ”røverhistorier” og anekdoter. Esterhøj (med Ole Olsens gravmæle – (Nordisk Film)) var næste stop. Et perfekt udsigt over Sejerøbugten – og Henriks medbragte champagne – gjorde dette stop perfekt. Videre til en særdeles overdådig frokost på Højby Kro, hvor løbet officielt sluttede. Men Marianne og Frede der bor i Rørvig inviterede generøst på eftermiddagskaffe i deres pragtfulde hjem beliggende lige i vandkanten, og det benyttede mange af os af. Efter at have givet lidt starthjælp til en enkelt deltager sluttede denne særdeles vellykkede efterårs week-end. Tak til alle deltagere.